For snart mange år siden boede der på Livø en trold, ganske alene. I Rønbjerg boede der på samme tid en troldkvinde, der også var alene. Disse to trolde var blevet forelsket i hinanden, men dengang som nu var vandet i mellem Rønbjerg og Livø til besvær. De kunne ikke mødes så tit som de gerne ville. Derfor besluttede de, at de ville bygge en dæmning mellem Rønbjerg og Livø. De aftalte en dag, hvor dæmningen skulle laves, og planen var, at trolden skulle bygge fra Livø og troldkvinden skulle bygge fra Rønbjerg.

Da den store dag oprandt var det forfærdelig tåget.

Troldkvinden gik ned til kysten og syntes at det var fuldstændig nytteløst at gå igang, da det ikke var til at se, hvor hun skulle bygge dæmningen. Trolden synes også det så umuligt ud og han ærgrede sig grufuldt, for han var meget forelsket i troldkvinden. Så hørte han pludselig en tuden i det fjerne, og tænkte det må være troldkvinden, der kalder på mig. Så gik han igang og da han længtes så meget efter hende, brugte han alle de kræfter han havde, han sled og slæbte og bar den ene sten efter den anden ud på sin dæmning, som da også hurtigt blev meget lang. Da det nærmede sig middagstid begyndte tågen at lette, og da opdagede trolden at han var gået i den helt forkerte retning, nemlig mod syd istedet for mod øst og først da gik det op for ham, at det han havde hørt var tågehornet på Hvalpsund færgen.