IngefærIngefær, eller for at være korrekt ægte ingefær, Zingiber officinalis er en tropisk rodplante, der stammer fra Asien. Den har været kendt i Danmark i mange år, og er nævnt i dansk litteratur i 1400-tallet [8]. Planten er ikke særlig er egnet til det danske klima. Dog er det muligt at dyrke den inden døre eller i drivhus, selvom dyrkningen må betragtes som et kuriosum snarere end et seriøst tilskud til husholdningen. Ingefær er ret lavtvoksende med spinkle overjordiske dele, og det er rodstænglerne der har størst kulinarisk interesse, primært til anvendelse som krydderi i orientalske retter. DyrkningIngefær er forholdsvis nem at dyrke. Friske rodstængler kan købes i de fleste grønthandler og større supermarkeder. Køb en god saftspændt rodstængel med begyndende spirer først på foråret. Den skal have lyst skind, som ikke er ved at skalle af.Plant den inde i en stor potte, så den ligger vandret, dækket af et tyndt lag jord. Det er uden betydning, hvilken side, der vender op, blot den ligger fladt, da rodstænglerne automatisk vil spire opad. En god frisk rodstængel vil normalt spire i løbet af et par uger Når vejret bliver varmere, typisk i slutningen af maj, kan ingefærplanten plantes ud i drivhus. Ingefær trives bedst i halvskygge og temperaturer over 25 °C. Jorden skal være fugtig, men veldrænet. Ingefær tåler hverken at tørre ud eller at soppe i vand. Planten gror med et antal stængler, én for hver spire, til omkring 60-80 centimeters højde. Den er ikke særligt pladskrævende. I Danmark kan det være ret svært at få særlig stort udbytte af ingefær, da vækstsæsonen skal være et halvt til trekvart år for at få fuldt udviklede sideskud på rødderne. Bladene vil visne hen, når rødderne er fuldt udviklede, men det nås ofte ikke i Danmark. Rødderne tåler ikke kulde, og der høstes om efteråret, typisk sidste halvdel af september, når den kølige tid kommer. OpbevaringIngefær kan opbevares 2-3 måneder ved ca. 12-14 °C og 85-95% relativ luftfugtighed. I kortere tid kan den opbevares ved stuetemperatur, men den vil begynde at spire eller tørre ud i løbet af et par uger. Ingefær bør ikke opbevares ved temperaturer under 12 °C. Dog kan ingefær fryses nogle måneder og bruges i gryderetter.
Læs eventuelt også:Litteratur om emnet:
[8] Kulturplanternes indførselshistorie i Danmark |
|