Frøsamlernes årsmøde 2005
Foreningen frøsamlerne holdt årsmøde weekenden den 16. - 18. september hos Niels Petersen på Biokol nær Marstal på Ærø.
Biokol er en økologisk og vegansk dyrket gård, hvilket betyder, at der ikke er dyr på gården, og at der ikke tilføres nogen form for dyregødning eller andre animalske produkter til jorden.
Dyrkningen bygger på den tradition Harry Kortsen startede, da han i 1969 solgte sit gartneri nær Århus og startede Biokol som det, han kaldte et biologisk kollektiv.
Efter Harry Kortsens død i 1996 overtog Niels Petersen gården, og har siden dyrket jorden med lidt hjælp især om sommeren.
Frøsamlerne blev indkvarteret dels på gården, dels på den primitive lejrplads, der er indrettet på gårdens strandeng, hvorfra der er meget smuk udsigt over Kløven bugt.
De dejlige omgivelser var sammen med det gode vejr medvirkende til, at vi fik et godt og afslappende årsmøde, hvor vi samtidig fik tid til at få klaret noget af den foreningssnak, der nu hører sig til ved den slags lejligheder.
Besøg på Lundgaard
Allerede fredag sidst på eftermiddagen havde vi den første aktivitet, da vi var på besøg på Lundgaard, hvor vi fik en interessant og engageret rundvisning. På Lundgaard er der blandt andet en økologosk frugtplantage med ænder, gæs og høns imellem træerne for blandt andet at holde kontrol med skadedyr (og gøde jorden).
På Lundgaard er der et meget interessant forsøg igang. Et større stykke er tilplantet med Ginkgo planter. Det er så vidt vides den eneste økologiske ginkgo plantage i Danmark. Måske endda den eneste ginkgo plantage i Danmark.
Efter en spændende rundvisning vendte vi tilbage til Biokol, og fik dejlig aftensmad og vi fik snakket og udvekslet erfaringer.
Under hele opholdet blev vi bespist af den herligste mad, som Niels′ kæreste Monika og hendes veninde Dagmar lavede til os. Under hele opholdet var der friskbagte boller, der blandt andet var fremstillet af fuldkornsmel fra Biokols marker. Det var meget velsmagende og tilmed sunde måltider.
Rundvisning på Biokol
Lørdag startede vi dagen med en rundvisning på Biokol. Niels viste rundt og fortalte om alle afgrøderne. Der dyrkes mange grønsager på Biokol, dels til eget forbrug, dels til salg til kunder. To dage hver uge kører Niels rundt på øen på sin Long John cykel og leverer grønsager til kunderne.
Der er ikke tale om intensiv dyrkning på Biokol, men grønsagerne står flotte og sunde, og tilsyneladende i god balance med det ukrudt, der også er på grønsagsmarkerne. Der er et bredt udvalg af afgrøder, og der er mange gode gamle sorter, f.eks. den gamle Æggeblomme kartoffel.
Skadedyrsangreb ser vi ikke mange af, dog har et rådyr forelsket sig i en salatsort, og mener at have ret til at gnave hjerterne af på en stor del af netop disse salathoveder.
En hel mark er sået til med Ure hvede. Marken var ved besøget netop ved at blive høstet. Det foregår på den gammeldags måde med le, hvorefter der bindes neg, som bringes i tørvejr i den gamle stald.
Møde i den gamle stald og på gårdspladsen
En stor del af mødet foregik i hyggelige omgivelser i den gamle stald med halm på gulvet, men det meste af lørdagens program blev afviklet på græsplænen på gårdspladsen, for vejret var ualmindelig godt.
Lørdag havde vi to meget interessante gæster. Den første var Christina Henatsch, der er planteforædler på en stor biodynamisk gård ved Hamburg i samarbejde med Bingenheimer Saatgut. Christina fortalte om, hvorledes moderne planteforædling foregår idag med F:1 sorter, og gav med god balance både faktuelle oplysninger og holdninger med stof til eftertanke. Som hjemmefrøavlere er det kun relevant for os at beskæftige os med frøavl af frøægte sorter.
Christina havde medbragt en del gulerødder, og lærte os om, hvad man skal kigge efter, når rødder skal udvælges til frøavl. Vi fik også lejlighed til at smage på gulerødderne, og kunne endnu engang forundres over den store variantion, der kan være i smagen.
Vores anden gæst var Bodil Søgaard, der blandt andet har været forskningslektor ved Landbohøjskolen. Bodil gav et interessant foredrag med udgangspunktet "planter taler da sammen".
Der var nu ikke noget overnaturligt i budskabet, da vi kom lidt dybere, selvom man umiddelbart kunne få den tanke. Det handlede simpelthen om ren kemi.
På jævnt dansk fik vi forklaringen på, hvorfor frø ikke gider prøve at spire, når pladsen allerede er optaget af nogle andre planter.
Det var et uhyre interessant og tankevækkende indlæg.
Frøbytte og adoption
Efter de inspirerede indlæg havde vi tid til at bytte frø, udveksle erfaringer, og få snakket om vigtige foreningsmæssige problemstillinger.
Nogle af de sorter, som Frøsamlernes medlemmer dyrker, og dermed bevarer, er ikke tilgængelig i handel, og der er ingen andre, der bekymrer sig for, om de bliver bevaret eller går tabt. Det gælder f.eks. gamle arvesorter, der er gået i arv fra generation til generation i nogle familier. Hvis ikke der bliver gjort noget for at passe på disse sorter, vil de gå tabt.
Vi er igang med en grundig registrering og kategorisering af de arter og sorter, vi dyrker, og for dermed en liste over "mandatsorter", dvs. sorter, som vi finder det meget vigtigt at bevare. For disse sorter finder vi mindst to adoptanter, som hver for sig vil vedligeholde sorten, og samtidig forsøger vi at få flere til at dyrke disse sorter. Jo flere der dyrker en sort, jo bedre er chancen for bevarelse.
En database er under opbygning for at hjælpe os med at holde styr på disse informationer.
Besøg i Dittes Have
Søndag indledte vi dagen med et besøg i Dittes Have. Ditte holder sin besøgshave meget flot, og det er meget interessant og hyggeligt at gå rundt i havens mange rum og se på de mange spændende og flotte detaljer.
Vi havde igen mulighed for at bytte frø og udveksle erfaringer og fortsætte den vigtige diskusion om bevaringsarbejdet, inden vi igen drog afsted mod forskellige dele af landet efter et meget hyggeligt, informativt og produktivt møde.
Læs eventuelt også:
Frøsamler årsmøde 2003
Frøsamler årsmøde 2004
Frøsamler årsmøde 2006
Frøsamlernes frøkursus 2005
Frørensningskursus 2006
-
Camping på strandengen med 5-stjernet udsigt.
-
Der var masser af ænder og gæs mellem frugttræerne på Lundgaard.
-
Frøsamlermøde i den gamle stald.
-
Niels viste rundt på Biokol.
-
Ure hvede.
-
Gulerødderne er klar til foredrag og smagning.