Varmekasse

For flere år siden fik udplantningsplanterne til drivhuset, dvs. peberfrugt, chili, tomat, agurk, aubergine og den slags, lov til at vokse op på et bord i den ene ende af køkkenet.

Men for nogle år siden fik vi selv brug for pladsen til et spisehjørne, hvorfor de små planter må rykke ud i drivhuset. Eftersom de første planter allerede sås i midten af februar, er det alt for koldt derude til at de kan klare sig. Derfor var der brug for en isoleret opvarmet kasse til den første tid.

Bunden af kassen er lavet af vandfast krydsfiner, der er monteret på en ramme af lægter. Den er isoleret med 5 cm. flamingoplader, så varmetabet gennem bunden ikke er for stort. Pladen er af den brune slags, man tit ser i bunden af trailere.

Bobleplast

På bunden er monteret et skelet af lægter, der danner kassens hjørner. Lægterne er monteret med skruer og vinkeljern. Når kassen ikke er i brug, er det vigtigt, at den kan skilles ad, og stilles til side uden at optage ret meget plads.

Kassens overdel er isoleret med bobleplast. På de tre sider og låget er der to lag bobleplast for at få bedre isolering. Bobleplasten er købt hos Jyllands Frøhandel. Det er den tykke udgave med store bobler, der er brugt, for den slags isolerer bedst. Bobleplasten er monteret med hæfteklammer i øjeblikket, men på et tidspunkt skal det laves lidt smartere, så det bliver endnu hurtigere og nemmere at stille kassen op og pille den ned.

Bobleplasten på kassens forside kan rulles op, så planterne ikke får det for varmt på solrige dage.

Varmekabler med termostat

Når kassen skal stå i drivhuset, er det nødvendigt med tilskudsvarme.

I bunden af kassen er monteret en række lister med mellemrum. I mellemrummene ligger elektriske varmekabler. Varmekablerne er den slags, der er beregnet til elektrisk gulvvarme, og som kan købes i ethvert byggemarked.

Kablerne er monteret med ledningsholdere, så de ikke kommer for tæt på hinanden eller kommer i klemme.

Der er brugt to forskellige kabler med hver sin effekt. Det ene på 200W og det andet på 300W. På den måde er der mulighed for at opvarme med 200, 300 eller 500 Watt alt efter behov.

Varmen styres af en termostat af den slags, der er beregnet til elektrisk gulvvarme, for det er vigtigt, at der hverken bliver for varmt eller for koldt.

Tilskudslys

I det tidlige forår er der ikke helt tilstrækkeligt med lys til planterne, især ikke de dage solen ikke skinner. Desuden nedsætter bobleplasten den mængde lys, der får lov at slippe igennem.

Derfor er det nødvendigt at give et tilskud af lys. Det giver både mere lys i løbet af dagen, og det giver mulighed for at gøre planternes dage lidt længere. Men man skal huske, når man har med natskyggeplanter som f.eks. tomater at gøre, så skal planterne have en mørkeperiode hver nat - f.eks. mindst 8 timer.

Lyset gives i form af neonrør. Her er valgt lysstofrør af typerne Biolux og Floura, som har en farvetemperatur, der passer godt til planternes behov. Lyset styres af et automatisk tænd/sluk ur, så vi ikke risikerer at glemme at tænde eller slukke for lyset.

Varmekassen fungerer fint. Den har i flere sæsoner glædet os med at levere rigeligt med udplantningsplanter til vores to små drivhuse, og det er en fornøjelse ikke at være begrænset af planteskolernes og havecentrenes lidt for ensartede sortsudvalg.

Varmekassen står klar i drivhuset
Varmekassen i drivhuset

Varmekasse
Detalje fra et hjørne

Elektrisk varmekabel
Elektrisk varmekabel monteret i kassens bund

Varmekablerne holdes på plads af ledningsholdere
Varmekablerne holdes på plads af ledningsholdere

Floura og Biolux lysstofrør.
Floura og Biolux lysstofrør.

 

© Copyright 2006, Gourmethaven. Oprettet: 26. Februar 2006.

8 online
free counters