Brownies

Fødselsdags brownies

Det er gået hen og blevet en tradition her i huset. Fødselaren forlanger som regel, at gourmetfar skal bage brownies. Det sker jævnligt, at nogen spørger efter opskriften. Vi benytter lejligheden til at bringe opskriften her:

Ingredienser
  • 375 g. smør
  • 375 g. mørk chokolade 60-70%
  • 1-2 stang vanille
  • 375 g. hvedemel
  • 900 g. brun farin
  • 1 ts. groft salt
  • 3 ts. bagepulver
  • 6 æg str. XL

Overtræk:

  • 200 g mørk chokolade 60-70%
  • 50 g hvid chokolade
  • 75g smør

Opskriften rækker til én bradepande 30 x 45 cm. Gang selv op efter behov (eller del med 3 til en familieportion).

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175 grader (ikke varmluft).

Smelt smørret forsigtigt ved svag varme. Det må ikke bruse. Sluk, når smørret er smeltet. Bræk chokoladen i stykker og smelt den med.

Kom brun farin i, og rør godt. Vanillestang skrabes i og røres med.

Bland mel og bagepulver i en skål ved siden af, og rør det i lidt ad gangen.

Slå æggene ud og rør dem i ét ad gangen. Tilsæt salt, og rør grundigt rundt.

Kom bagepapir i bradepanden. Fordel dejen i et jævnt lag. Sæt bradepanden på midterste rille. Kagen skal bage ca. 35 minutter. Den må ikke blive tør, men kagen må ikke hænge ved, når man stikker et træspid eller en tændstik i.

Lad kagen køle lidt af.

Til overtræk smeltes smør, og chokolade smeltes i som ovenfor. Den mørke og den lyse chokolade smeltes hver for sig - brug lidt af smørret til den lyse.

Den mørke chokolademasse bredes ud over kagen, og den lyse bruges som pynt.

Der kan istedet pyntes med valnødder, eller i tilfælde af børnefødselsdag med slik.

Når kagen er kølet helt af, skæres den i passende stykker. Kagen kan med fordel bages dagen før.

Brownies
Brownies i børnefødselsdagsudgaven.

'
 

© Copyright 2008, Gourmethaven. Oprettet: 15. Juni 2008. Senest revideret: 17. Juni 2008.

4 online
free counters