Gourmethaven topbillede
burger menu
slidein menu
Frøvejledninger
Hvorfor avle frø selv?
Hvad er frøformering?
Høst og opbevaring af frø
Udvælgelse og isolation
Frøavl af chili og peberfrugt
Frøavl af gulerod
Frøavl af havebønne
Frøavl af pastinak
Frøavl af porre
Frøavl af rodpersille
Frøavl af rucola
Frøavl af rødbede og bladbede
Frøavl af salat
Frøavl af skorzonerrod
Frøavl af spinat
Frøavl af tomat
Frøavl af vinterkarse
Frøavl af ært
Frøenes holdbarhed
Udvælg gulerødder

Høst og opbevaring af frø

Der findes mange planter, der formerer sig med frø, og der er nogen forskel på, hvordan forskellige slags planter danner frøene, og dermed også forskel på, hvordan frøene kan høstes. Nogle planter danner frøene i blomster, der bliver til frøstande som f.eks. gulerod, porre, salat og spinat. Andre danner frø i bælge som f.eks. bønne, ært og radis. Og endnu andre danner frø i frugter som f.eks. squash, agurk, tomat og peberfrugt. Frøene i frøstande skal som hovedregel blot tørre godt, før de høstes, mens frøene fra frugterne skal tages ud og behandles mere eller mindre, før de tørres.

Høst af våde frø

Frø, der stammer fra frugter, er mere eller mindre våde, når de tages ud. Før frøene kan tørres, må alt vådt fra frugterne fjernes, inden frøene kan tørres og gemmes. Nogle frø fra frugter, som f.eks. peber, skal blot skrabes ud og tørres, mens andre skal vaskes eller rengøres, og endnu andre som f.eks. tomat, skal gennem en fermenteringsproces, der dels gør det nemmere at rense og tørre frøene, dels beskytter forskellige frøene mod frøbårne sygdomme.

Når frøene er rene, kan de lægges til tørring, inden de gemmes væk. Frøene tørres på et stykke madpapir eller et andet ikke sugende underlag. De bør ligge nogle uger et tørt sted med god luftcirkulation, men ikke i direkte sollys. Det er vigtigt, at frøene tørrer hurtigt, så de ikke begynder at spire eller mugne. Man bør ligge frøene i et tyndt lag, helst så de ikke rører hinanden, og man kan eventuelt røre lidt rundt i frøene en gang eller to om dagen i den første tid.

Generelt skal frugterne være helt modne, så frøene er fuldt udviklede, inden de tages ud af frugterne.

Høst af tørre frø

Frø fra frøstande eller bælge kaldes også for tørre frø. Som hovedregel skal frøene tørre så meget som muligt på planten, inden de høstes. Dog skal man være forsigtig med visse typer frø, fordi de nemt falder af af sig selv, eller når det blæser. For disse typer kan man enten høste frøstandene efterhånden, som de modner, så der ikke går for meget til spilde, eller man kan med jævne mellemrum ryste frø ned i en pose eller dåse, efterhånden som de bliver modne.

For andre typer modner frøene så sent, at det kan være nødvendigt at tage hele planter ind for tørring et tørt, luftigt sted.

Igen er det vigtigt, at frøene er helt modne, og dermed fuldt udviklede, inden de høstes.

Tærskning og rensning

Når frøene er tørret godt, er det tid at få frøene løs fra frøstande eller bælge, og rense dem for plante- eller skaldele. I små mængder kan man bælge ærter og bønner med fingrene, og man kan pille eller ryste frø ud af visse frøstande.

Hvor der er tale om store mængder, eller hvor frøene sidder godt fast, kan det være nødvendigt at tærske frøene løs.

Der vil ofte være en del små plante- og skaldele blandet med frøene, og der kan være en del arbejde med at få adskilt frøene fra de andre dele. Her kan sier med forskellig maskestørrelse være en god hjælp. F.eks. masker så store, at frøene lige akkurat kan falde igennem, men større plante- og skaldele holdes tilbage, og masker lige netop små nok til at frøene ikke man passere, mens små urenheder falder igennem.

Sier med forskellig maskestørrelse kan købes færdige, eller man kan selv fremstille et udvalg af galvaniseret trådvæv på trærammer. Trådvæv med forskellig maskestørrelse kan købes i velassorterede byggemarkeder.

Man kan også forsøge at blæse urenheder væk med en blæser - eventuelt kombineret med at man kaster frøene op i luften - lette skaldele vil blive blæst væk, mens de lidt tungere frø falder ned i en bakke. Men pas på, at frøene ikke blæser væk.

Det er i mange tilfælde mest et kosmetisk problem, hvis der er lidt forskellige plantedele mellem frøene. Man kan sagtens så frøene alligevel, og de skal nok gro.

Hånd-tærske apparat
Et hånd-tærske apparat med rillet gummimåtte.

Tørring

Det er vigtigt, at frøene tørres helt inden opbevaring. Når frøene er høstet og tærsket, tørres de ved at ligge dem et tørt, lunt sted med god luftcirkulation, men det er vigtigt, at det ikke er for varmt. Man bør aldrig tørre frø i ovn eller på radiator, da de fleste frø tager skade af temperaturer over 35 °C. Det tager normalt 2-3 uger at tørre frø, men store frø kan tage længere.

Tørring med silica gel

Der findes tørreapparater, der virker ved at fjerne fugt uden at varme op, men til hobbybrug er det næppe realistisk at investere i disse ret dyre apparater. Istedet kan man eventuelt eftertørre frøene med silica gel, hvis det er nødvendigt.

Silica gel er en kiselforbindelse, der er kraftigt fugtsugende. Ofte er silicagel tilsat et indikatorstof, som skifter farve, når stoffet suger vand. Der findes en silica gel på markedet, der er tilsat en jernforbindelse som indikatorstof. Det sælges under det poetiske navn orange tørreperler. Når denne type silica gel er tør, har den en flot orange farve, mens den skifter til glasklar farveløs, når den har suget fugt.

For at tørre frø med silica gel, lægges frøene, evt. i papirsposer, i en lufttæt beholder sammen med en åben skål eller lignende med silica gel. Der bruges normalt en mængde silica gel svarende til ca. en tiendedel af frøenes vægt ved tørring. Tørringen tager normalt ca. 1-2 uger.

Silica gel kan bruges igen og igen. Når det har suget fugt, kan det tørres på en varm radiator eller i en ovn ved 50 °C med lågen på klem.

Tidligere har det været meget udbredt at anvende blågel, som er en silica gel med et blåt indikatorstof, cobaltdiklorid. Det har samme egenskaber som den orange silica gel, men er problematisk at anvende, da cobaltforbindelsen dels kan være irriterende for hud og luftveje, dels indikerer dyreforsøg, at det kan være kræftfremkaldende.

Advarsel: vær opmærksom på, at det kan være skadeligt at indånde støv af blågel, da stoffet på grund af sit indhold af cobaltdiklorid er under mistanke for at være kræftfremkaldende. Brug istedet orange silica gel, der indeholder en ugiftig jernforbindelse som indikatorstof.

Silica gel findes også i små papirsposer, der ligger i kassen, når man køber fotoudstyr, stereoanlæg og andet elektronisk udstyr. Man kan sagtens bruge disse småposer igen, men det er en ret dyr måde at anskaffe silica gel på, og der er sjældent tilsat indikatorstof, så man kan ikke se, om det har suget fugt.

Silica kan være svær at skaffe. Der er ikke mange materialister, der har det i sortimentet. Den orange silica gel på billedet er købt februar 2006 hos Matas på Store Torv i Århus.

Opbevaring

Når frøene er helt tørre, fyldes de i papirposer, og opbevares køligt og tørt. Hvis man ikke har mulighed for at opfylde begge krav, er det vigtigst, at frøene opbevares tørt. Tørt og lunt er bedre end fugtigt og køligt.

De tørre frø kan med fordel opbevares i lufttætte beholdere, så de ikke påvirkes af svingninger i luftfugtigheden. Frøene må være helt tørre, inden de fyldes i lufttætte beholdere, da de ellers vil mugne og hurtigt blive ødelagt.

Frø af nogle afgrøder kan holde mange år, mens andre frø kun bevarer god spireevne en enkelt sæson. Her kan du se, hvor længe grønsagsfrø holder, ved normal opbevaring.

Hvis man har særligt værdifulde frø, og ikke har mulighed for at dyrke nye frø særlig tit, kan man øge holdbarheden væsentligt ved at opbevare frøene i fryser.

Hvis frøene skal fryses, skal de først være meget tørre. Det kan f.eks. opnås ved tørring med blågel. Frøene skal derefter forsegles i lufttætte beholdere, før de fryses ned. Det er vigtigt, at frøene er tørret godt, da for meget restvand vil ødelægge frøene, når de fryses.

Når frøene tøs op, er det bedst at tø dem langsomt op, og den lufttætte indpakning må ikke brydes, inden frøene er varmet op til omgivelsestemperaturen. Ellers vil frøene blive fugtige af kondensvand.

Holdbarheden øges også væsentligt ved opbevaring i køleskab.

Læs eventuelt også:

Hvorfor avle frø selv?
Hvad er frøformering?
Udvælgelse og isolation
Frøenes holdbarhed

Litteratur om emnet:

[1] Back Garden Seed Saving
[2] Frøavl til husbehov
[3] The Seed Savers Handbook
[4] The Seeds of Kokopelli
[5] Seed to Seed
[9] Dyrkning af Køkkenurter
[13] Køkkenhaven - den grønne arv
[14] The Heirloom Gardener
[31] Seed Sowing and Saving
[39] Growing Unusual Vegetables

  • Tørring af frø
    Tørring af planter med frø tørt, luftigt og i skygge.
  • Tørring af ært
    Tørring af ært.
  • Silicagel med orange indikator
    Silicagel med orange indikator. Orange er tør, farveløs er fugtig.
  • Blågel
    Blågel. I tør tilstand er det blåt, når det har suget fugt lyserødt.