Det lange efterår

Det var et langt efterår. Bortset fra et par frostnætter i september, som lige netop svitsede den sidste salat, har det været et utroligt mildt efterår. Selv en kort række sent såede ærter holdt sig til midt i oktober.

Men nu kom der langt om længe en periode med rigtig nattefrost. Så er det godt at tænke på, at de sidste vintergrønsager er kommet i kulen, og ligger godt og frostfrit. Noget af det, der ligger i kulen skal spises, men der er også noget, der skal bruges til læggemateriale og frøavl næste år. Det gælder f.eks. Blå Congo (nej, det er ikke forbudte narkotiske stoffer, det er en violet kartoffel). Og så er der også den lille runde gulerod, Pariser Torve, der skal avles frø af næste år.

Politik og grønne håb

Nu er kommune- og regionsvalg veloverståede. Det har på mange måder været en både kedsommelig og underholdende seance. Nogle bryder sig om valgresultatet, andre gør ikke. Men flere har spurgt, om farvevalget på disse sider symboliserer politiske sympatier. Svaret på det er kort og fyldestgørende: "Nej".

Ananas af egen avl

Vi er begyndt at dyrke ananas. Vi har godtnok ikke set en eneste ananas endnu, bortset fra dem, der kan købes i butikkerne, og vi kommer nok heller ikke til det de første par år. Men håbet er der. I foråret plantede vi en ananastop i en potte. Den er nu blevet til en pæn lille plante, der er 60 cm. i diameter.

Til fornyligt har ananas'en stået i det ene drivhus, men nu er den rykket i vinterkvarter i vindueskarmen, for den har ikke godt af frost. Hvordan vi skal opbevare den næste vinter, når den er blevet større, har vi ikke helt fundet ud af, men det problem må løses, hvis vi skal have en frugt ud af det, for det er først det tredie år, man skal vente udbytte af ananas.

Frostfrit?

Nu ser man tydeligt i haven, at vi er på vej ind i vintertiden. De før så stolte artiskokplanter er nu mærket af frosten, og ligger fladt hen ad jorden, og frisée salaten, der ellers klarede den første frost, har også måttet overgive sig.

Men i det ene drivhus er det endnu frostfrit. Det er nemlig blevet isoleret med bobleplast. Det er den tykke slags med store bobler. Det er egentlig utroligt, hvor stor forskel et enkelt lag bobleplast gør. Der skal i sagens natur tilføres lidt varme, for når det har været frost længe nok, vil kulden trænge igennem selv den tykkeste isolering. I de nætter, vi netop har haft, var temperaturen i det uisolerede drivhus nede på -5,5 °C, mens det stadig var frostfrit i det isolerede drivhus. Varmekilden var .... fire stearinlys.

Håbet er at kunne dyrke lidt salat og grønt vinteren igennem, men hvor meget varme, der skal til, hvis det bliver rigtig vinterfrost, ved vi jo ikke endnu. Men det kunne tyde på, at det vil være realistisk at klare det med lidt elektricitet og en termostatstyret varmeblæser - uden at elregningen ruinerer os.

Det kan være, at det bliver løsningen på problemet med vinteropbevaring af ananasplanten næste år. Vi får se, om det er realistisk. Men indtil videre kan vi fornøje os over at vi stadig kan hente blandt andet friskplukkede chilier i drivhuset. Det er da meget godt, nu hvor vi har passeret midten af november.

Læs eventuelt også:

Lav en jordkule
Ananas
Bobleplast i drivhuset
Chilipeber Purple Jalapeño

Kartoffel Blå Congo
Kartoffel Blå Congo

Ananas plante
Ananas plante i vindueskarmen.

Bobleplast i drivhuset
Drivhuset er isoleret med bobleplast.

Chili Purple Jalapeño
Chili Purple Jalapeño.

'
 

© Copyright 2005, Gourmethaven. Oprettet: 20. November 2005.

8 online
free counters