Grundlovsmøde

En havemand har ikke rigtig tid til at gå til grundlovsmøde. Derfor blev grundlovsdag holdt herhjemme i haven. Man kan da også sagtens holde en lille tale for planterne derude. Og fortælle dem lidt om grundloven, og hvorfor vi skal være glad for at have sådan én, og hvad det vil sige at være en del af et samfund.

Her i haven er den mest elementære regel i grundloven enkel: Hvis du ikke kan finde ud af at stå på række, så er det ud! Ret enkelt, ikke?

Nu kunne man sige, at det er svært at håndhæve, men det er i virkeligheden temmelig nemt. Vi har taget ved lære af politikerne. Når der kommer nogle planter og gerne vil optages i vores lille samfund, så skal de til eksamen. Vi tester deres egnethed til at leve her. Konkret sker det ved at se, om de kan stå på række. Hvis ikke de kan det, bliver de afvist.

Og det har jeg så stået og holdt en lang tale om for planterne. Men hører de efter? Hjælper det? Hmmm.... der er ihvertfald stadig temmelig mange planter i haven, der ikke kan stå på række. Måske skal de bare have en gang Roundup? Nej, ingen endlösung her! Det handler nok mere om at finde en balance.

Problemer i cyberspace

Desværre blev grundlovstalen afbrudt flere gange på grund af problemer i den elektroniske verden. Gourmethaven.dk skulle flytte til en anden server. Gourmethaven har jo længe boet på et webhotel, og nu havde firmaet bag hotellet bestemt, at nu skulle dette hotel lukkes, og vi skulle flytte til et andet hotel.

Flytningen gik trægt, for flyttefolkene havde svært ved at komme gennem de smalle døre. Og så var der den lille detalje, at omadresseringen af post gik helt i kludder, for man glemte at sætte vores navn på døren. Derfor var der en del post, der aldrig nåede frem til os. Til gengæld fik vi en masse reklamer væltet ind ad døren hele tiden.

Nu har vi valgt indtil videre at flytte ind på et andet hotel. Det er ganske vist et turistklassehotel, hvor der somme tider er kø ved elevatoren, men dørene er brede, værelserne er store, sengene bløde, og postbudet kender adressen, så vi får igen post til tiden.

For at komme til sagen: hvis du mellem tirsdag 5/6 om eftermiddagen og fredag 8/6 om morgenen har sendt en mail til os, eller du har sendt en besked gennem en formular her på webstedet, og hvis du undrer dig over at vi ikke har svaret - så send den lige én gang til. Nu virker mail normalt igen.

Svært at så i tør jord

Det er ikke helt nemt at så i denne tid. Jorden er utrolig tør, for det er mange dage siden, der er kommet regn af betydning. Når nu man skal så, kunne man selvfølgelig give jorden en ordentlig omgang med havevanderen dagen før, men det er ikke nødvendigt.

Istedet kan man vande godt og grundigt i bunden af sårillerne, inden frøene sås. Bagefter dækkes den tørre jord over, og der er fugt nok i jorden til det første par dage. På den måde får de nysåede frø nogle dages forspring i forhold til ukrudtet, og det bliver nemmere at holde bedet rent.

Men hold øje med, hvornår der skal vandes, for vandet i rillen varer ikke evigt.

Knolde

Som fortalt tidligere på året, er der kommet nogle forskellige nye knolde til i haven i år (de kan godt finde ud at stå på række, men har fået dispensation til at stå i tilfældig orden). De begynder at vokse godt til nu. F.eks. Knoldgaltetand, hvis spinkle stængler og blade sagtens kunne forveksles med én eller anden krydderurt ved et hurtigt blik. Vi glæder os til at nyde de delikate og sjove små Michelin-mænd engang til efteråret.

Jordskokkerne gror godt trods det tørre vejr, men nu er der vist efterhånden ingen vej uden om. Nu skal der vandes - ikke bare jordskokkerne, men de fleste ting, der er ved at få lidt størrelse.

I år har vi 3 slags jordskok i haven, En almindelig cremefarvet med gode store knolde, og én med rødt skind, der også har en god størrelse. Ingen af disse kender vi sortsnavnet på, for de er købt hhv. på torvet og i et supermarked. Nyt i år er den lille aflange jordskok med mørkerødt skind. Den hedder Dwarf og kommer fra den Økologiske Have i Odder. Jeg fik en portion knolde i bytte for nogle forskellige frø, man gerne ville prøve i haven. Sortsnavnet kommer antageligt fra egenskaben, at den i modsætning til alle andre sorter, jeg kender, kun bliver ca. en meter høj.

Bierne har travlt

Der er en vældig summen for tiden i purløgsstykket. Bierne vimser rundt fra blomst til blomst. Det er ret interessant at prøve at følge én enkelt bi et stykke tid. Man vil da se, at den ikke bliver ret længe på én blomsterstand ad gangen, men flyver nærmest på må og få fra blomst til blomst. Det gælder ikke bare i purløg, men i alle mulige forskellige slags blomster. Man kan næsten få den tanke, at bier ved noget om genetik, og derfor sørger for at flytte pollen på kryds og tværs mellem mange planter for at undgå indavl.

For nu at blive i løgslægtningene, kan vi i denne tid glæde os over skovløgenes flotte topløg, der netop nu er ved at blive udviklet. Både de små topløg og hovedløgene kan i en snæver vending bruges som alternativ til hvidlør, der som regel ikke er klar til brug på denne tid af året.

Babington porreløg
En anden slægtning, der ligner skovløget meget, er Babington porreløg. Den gror på samme måde, og formerer sig ligesom skovløg både ved at dele hovedløget i flere fed og ved at sætte topløg. Den ligner skovløg, men er meget større, men den er endnu ikke så langt fremme i udviklingen som skovløg, topløgene er ikke på vej til at blive dannet endnu.

Når man ser Babington porreløg lige nu, er det nemt at forstå navnet, for den ligner porre temmelig meget, men det er ikke en porre, det er løg. Senere på året vil det tydeligt fremgå, at der er tale om løg.

Læs eventuelt også:

Transpirationsteorier
Jordskok
Skovløg
Babington porreløg

Vand i så-rillerne, inden frøene sås
Vand i så-rillerne, inden frøene sås.

Jordskok Dwarf
Jordskok Dwarf.

Bi i purløgsblomst
Purløg i blomst.

Skovløg
Skovløg.

Knoldgaltetand
Knoldgaltetand.

Babington porreløg, Babington´s Leek
Babington porreløg ligner porrer om foråret.

'
 

© Copyright 2007, Gourmethaven. Oprettet: 9. Juni 2007.

5 online
free counters