Nu er det sommer

Ikke alene har børnene fået fri fra skole for et par uger siden. Vejret er også blevet varmere. Kartoflerne blomstrer, og jordbærrene er modne.

Så der er ingen tvivl. Nu er det sommer.

Det første par tomater er spiseklare. Igen i år var det Texas Wild, en vildtomat, der vandt kapløbet. Og hvad fik den ud af det?

100 meter hæk

Det blev en weekend i hækklipningens tegn. Godt halvdelen af vores hæk er spirea. Egentligt er det tosset at have en spireahæk, når man ikke har plads til den. For spirea er en busk, der gerne vil have masser af plads. Hvis den selv skal bestemme, bliver den et par meter bred.

Selvom dem, der boede her før, plantede spirea som hæk, synes vi ikke, at den må fylde så meget. Så vi prøver at opdrage den til at tro, at den er en ligusterhæk ligesom resten af vores hæk.

Det lykkes nu ikke helt, og hver forsommer prøver den at charmere os med sine smukke hvide blomster, den prøver at få os til at overse, hvor meget den fylder. Men vi lader os ikke narre (ret længe). Så snart den har afblomstret, er far her parat med hæksaksen, og så får den en ordentlig tur.

Som et sidste stædigt forsøg på at optage den plads, vi vil bruge til noget andet, lå de afklippede grene i et grønt bjerg og hoverede. Men ikke længere. Den grådige kompostkværn har guffet sig gennem bjerget, gren for gren, og nu er bjerget reduceret til en bunke hakkelse, der er forvist til kompostbeholderen. Det blev gennemvandet, og nu - et par timer efter - er temperaturen allerede på vej mod de 40 grader. Om en måned eller to kommer det tilbage til kredsløbet.

Resten af hækken er liguster, så den behøver vi ikke opdrage. Ikke at det hjælper den meget, den ender også snart i komposten, men det bliver under udgydelse af betydeligt mindre sved, for dens grene er langt mindre træede, og komposterer hurtigt, så de behøver ikke en tur gennem kompostkværnen for at fremme ekspeditionen.

Jordbær til store og små

Jordbærbedet er en sikker succes. Ungene er forbi hver dag. De har selv et par planter i hver deres lille have, og de bær smager bedst, det er ganske vist. Men når de er spist, må de også hellere lige hen i det store bed for at spise om kap med solsortene.

Selvom jordbærplanterne står tæt, og der rager etageløg op mellem planterne, så skal fuglene da også lige smage. Især nok i denne tørre tid, hvor det kan være svært at få vædske nok.

Hvem har forresten sagt, at jordbær skal være røde? Inge-Lise fik et par planter af en kollega. Et par sølle små spirrevipper, men hold da helt fast, hvor de gror og breder sig. Det skal de nu forresten have lov til en tid endnu, for selvom de slet ikke smager som "almindelige" jordbær, er de meget lækre.

Vi må prøve at finde ud af, om giveren ved, hvad det er for en sort. Ikke at vi bliver lykkeligere af at vide det, men man har vel lov at være nysgerrig.