Høsttid

Det har været et travl tid. Mange gøremål har taget tiden fra gourmethavens beboere. Herunder blandt andet en masse arbejde, cykel/camping tur og frøsamlernes årsmøde.

Så der blev ikke ret meget tid til at passe haven, og langt mindre til at skrive om det på gourmethaven.dk. Men nu begynder der at blive lidt tid til overs igen. Og det er godt, for haven trænger i den grad til en kærlig hånd.

Heldigvis er grønsagerne nu så veletablerede, at lidt ukrudt indimellem ikke får overtaget, men det er ved at være tid at skride ind, inden ukrudtet når at kaste frø. For ellers bliver der tifold mere at lave næste år.

Da peberfrugter, chili og tomater blev plantet ud, var der en del planter til overs. Nogle blev foræret væk, men der var stadig nogle tilbage. Det var synd bare at smide dem i komposten, så de blev sat i enden af et bed, der ikke var sået helt til. Selvom der kom en lang kold periode, der hæmmede blomstersætningen betydeligt, blev der alligevel et lille ekstra tilskud af både tomater, chili og peberfrugter. Jeg må huske at notere ned, hvilke sorter, der klarede mosten.

Nu begynder meteorologerne at snakke om, at der måske snart kommer nattefrost. Det må nu helst vente lidt endnu, for både gulerods- og porrefrøene er endnu ikke helt modne.

Foreningen frøsamlerne

Frøsamlerne er en forening for medlemmer, der interesserer sig for at bevare den genetiske mangfoldighed og den kulturelle arv, gennem frøavl af gamle og traditionelle sorter.

Også afprøvning af nye sorter og afgrøder, der traditionelt dyrkes i andre lande har mange frøsamleres interesse, men først og fremmest er det interessen for at avle frø, der samler medlemmerne.

For nyligt havde frøsamlerne årsmøde. Det var en utrolig spændende oplevelse at deltage. Som del af årsmådet, der strakte sig over 3 dage fredag 17/9 til søndag 19/9, var der arrangeret 3 besøg.

Det første besøg fredag var hos Nordisk Genbank i Alnarp, Sverige. NGB er et fællesnordisk projekt under Nordisk Ministerråd, der indgår i bestræbelsene på at bevare plantegenetiske ressourcer i de nordiske lande. Det var utrolig interessant at få et indblik i det arbejde, der gøres hos NGB for at bevare gamle sorter, og noget af det forskningsarbejde, der udføres på stedet. På NGB opbevares omkring 30.000 accessioner fra de nordiske lande.

Frøene tørres og gemmes ved ca. -20 oC i almindelige husholdningsfrysere, og mindre mængder frø gemmes i permafrost på Svalbard. Når frøenes spireevne efterhånden falder, dyrkes sorterne igen, hvorpå nye frø høstes og gemmes. På den måde sikres, at sorter, der ikke længere er i kommerciel dyrkning, bevares for eftertiden.

Vi blev vist rundt, og så blandt andet frølager, tørrerum, frøtællemaskiner, fugtighedsmålere og en række smarte, men enkle opfindelser, der måske kan give inspiration til at gøre livet lettere for os frøsamlere.

Vi så også det relativt nye laboratorium, der blandt andet bruges til at udføre gentest på nogle af de plantematerialer, man arbejder og forsker med på genbanken.

Besøget var så interessant, at vi kom så sent frem til aftensmaden, at vi nær var gårt glip af den.

Det andet besøg lørdag var på Pometet ved Tåstrup, som blandt andet har en meget omfattende samling af æble-, pære- og blommetræer, samt bærbuske. Samlingen omfatter både nyere sorter og gamle danske sorter, og indgår i den sammenhæng som genbank i samarbejde med NGB.

Ved besøget fik vi en meget engageret rundvisning på stedet, og vi fik rig lejlighed til at smage nedfaldsfrugter (det var lige netop den rette tid på året at være på besøg der). Ved rigtig mange af træerne måtte vi stoppe op for at høre på spændende fortællinger om træernes historie og afstamning.

Trods et truende regnvejr i horisonten var vore værters fortællelyst og vores spørgelyst så stor, at vi endnu engang kom lidt for sent afsted til vores næste aftale.

Det tredie og sidste besøg sidst på lørdag eftermiddag var hos Allan og Ida på Hegnstrup ved Slangerup. Hegnstrup er en økologisk gård, hvor der dyrkes såvel korn som grønsager. Vi fik en meget spændende rundvisning, hvor vi så de mange facetter i driften af en økologisk gård.

På Hegnstrup er balance med naturen og diversitet i højsædet, hvilket man tydeligt ser på såvel valget af afgrøder som dyr på stedet. På turen rundt havde vi mange spændende diskussioner på vejen rundt. Besøget sluttede med et overordentligt vellykket måltid, der var tillavet af vore værter.

Søndag var forbeholdt mere ordinær mødevirksomhed, hvor almindelige foreningsforhold blev diskuteret og afklaret. Se evt. billeder fra frøsamlernes årsmøde her.

Det var på mange måder en fantastisk weekend, der var fuld af oplevelser og indtryk. Der var en masse konkret viden at tage med hjem, men bestemt også mange ideer og tanker, der giver anledning til nærmere overvejelser.

Tid at tænke på kule

Der er ingen vej undenom. Truslen om nattefrost rykker nærmere. Så det er snart tid at lave en god kule til kartofler, gulerødder, rødbeder og så videre. Det ville være dejligt at have en rigtig grønsagskælder, men når man nu ikke har sådan en, så er en kule et meget godt alternatid. Grønsagerne er ideelt opbevaret i en kule. Det eneste problem er, at man ikke kan komme i kulen, hvis der kommer en lang periode med hård frost. Men det plejer at gå meget godt.

Gulerodshøsten er forresten meget god i år. Pæne rødder, og næsten ingen orm, selvom der ikke har været insektnet på i år. Skimmel gjorde det ret tidligt af med de fleste kartoffeltoppe i år, men i den ret fede jord, er skimmelen ikke gået i knoldene, selvom mange af toppene bare fik lov til at blive liggende. Det er normalt aldrig et problem her, når vi ser bort fra asparges kartoffel, der er så forfærdentlig modtagelig overfor kartoffelskimmel.

Porrerne er ikke særligt imponerende i år. Størrelsen er lidt mindre end normalt, men det egentlige problem er, at en meget stor del af porrerne løber i stok i år. Porrer er jo toårige planter, og der er nok sket det, at porrerne tror, at det har været vinter, fordi det var så koldt i en længere periode i sommers, hvorefter det blev varmt igen. Så nu tror porrerne, at de er to år og gamle nok til sex. Derfor er de i fuld gang med at sætte frø, og det er ikke godt for spisekvaliteten.

Vi kommer nok til at finde et alternativ til porresuppe inden vinteren er omme.

Frøavl

Efterånden begynder frøene at komme i hus. Tomatfrø og chili- og peberfrø af flere sorter er forlængst høstet, og frø American Wonder ært, pastinak og skorzonerrod er også høstet. Hestebønnerne er snart klar til at blive tørret, og porrefrøene er lige ved at modne, men det varer et par uger endnu, hvis mange frø skal blive fuldt udviklede.

Fra gulerødder af sorten Belgisk Hvid, er en del skærme med frø er allerede klippet af, og er nu til tørring, men mange store skærme med masser af frø er endnu ikke helt modne. Derfor må det gerne vente lidt med nattefrosten, så alle frøene når at modne først. Men kommer frosten, må frøstandene høstes, som de er. Der kan sikkert blive frø nok endda, men der kommer flere frø af bedre kvalitet, hvis frøene kan få lov at modne færdige på planten.

Det er næsten lidt for spændende, hvordan vejret bliver de nærmeste dage.....

Læs eventuelt også:

Lav en jordkule
Frøavl af chili og peberfrugt
Frøavl af gulerod
Frøavl af porre
Frøavl af tomat
Gulerod Belgisk Vit

Chili og peber på friland
Udendørs chili og peberfrugter med ukrudt.

Nordisk genbank
Frølageret på Nordisk Genbank.

Besøg på Pometet
Besøg på Pometet.

Lerovn på Hegnstrup
På Hegnstrup er denne lerovn under snart færdig.

Frøstand fra gulerod
Skærm med gulerodsfrø.

Porrefrø
Porrefrøene er snart klar til høst.

Porre frø
Nærbillede af porre med næsten modne frø.

'
 

© Copyright 2004, Gourmethaven. Oprettet: 28. September 2004.

7 online
free counters