Ragnarok

Mens TV2's julekalender, Jul i Valhal, beretter, at dagene bliver kortere og kortere, og at de endda bliver kortere, end de egentlig skulle have været i disse dage, så kan vi selv følge med i virkelighedens solop og -nedgang i gourmethaven.

Ragnarok truer, og hvis ikke menneskebørnene gør noget alvorligt ved sagen, vil vi ikke som sædvanligt se, at det vender den 22. december. Efter almanakken skulle den dag gerne være nogle sekunder længere end dagen før. Vi håber det bedste, og pynter juletræ, som vi plejer, bager julesmåkager, pakker gaver ind og al den slags. Mon ikke det bliver jul alligevel trods alt?

Frostfrit drivhus

Som tidligere fortalt er det ene drivhus blevet isoleret med bobleplast. Nu skal en nyindkøbt elmåler afsløre, om vi nu også har råd til at holde drivhuset frostfrit med en elektrisk varmeblæser. Umiddelbart har jeg stadig tillid til ideen, for blot fire tændte stearinlys kan holde drivhuset frostfrit i 3-4 graders frost. Men snart vil de kolde facts afsløre, om det nu også går an.

Hvorom alt er, kan vi fornøje os med friskplukkede chilier fra drivhuset. Det er nu ikke fordi de gror derude lige nu, men som de sidder der på planterne, er de egentlig meget godt opbevaret. De holder sig friske, til de skal plukkes. Det er bedre end at have dem i køleskab.

Ved siden af chiliplanterne har vi lidt bladselleri. De står flot, og er sikkert ikke engang klar over, at det er blevet vinter.

Nogle bakker med salat er det også blevet til. Umiddelbart skulle man tro, at de ikke ville gro ret meget, men selv på en frostdag kan der blive næsten stuetemperatur i drivhuset, når solen skinner. Og de små salatplanter gror langsomt. Når vi kommer lidt længere fra årest korteste dag, og solen kommer højere på himlen, skal der måske endda udluftes for ikke at få for høj temperatur. Men den tid, den sorg.

Tid at gå i frø

Det er en underlig fornemmelse at sidde her i den mørke tid og planlægge næste havesæson. De første frøkataloger er allerede kommet med posten, og når de flotte kataloger ligger der med de prangende farvebilleder, så er det da nærmest umenneskeligt ikke at bladre lidt i dem og drømme, selvom nisserne kravler rundt over det hele.

Også årets høst af frø her i haven er blevet ordnet og katalogiseret, for i foreningen frøsamlerne er vi ved at lægge sidste hånd på byttelisten for 2006. Igen i år bliver det spændende at bytte frø med andre frøsamlere, som har høstet frø af sjove eller sjældne planter.

Men nu går den ikke længere. Nu handler det om jul. Så det er tid at slutte med ønsket om en glædelig jul til alle jer, der har besøgt gourmethaven i årets løb.

Læs eventuelt også:

Bobleplast i drivhuset
Almanak
Havesalat, hovedsalat Reine des Glaces
Chilipeber Chocolate Cherry

Bladselleri
Bladselleri

Salat
Salat i drivhuset klar til udplantning

Chili Chocolate Cherry
Chili Chocolate Cherry

'
 

© Copyright 2005, Gourmethaven. Oprettet: 20. December 2005.

5 online
free counters