Kartoffel Blå Congo i skiver

Blå og bolchestribede chips

Er det en naturlov, at kartoffelchips skal være gyldengule i farven? Nej, vel?

Den anden dag fik vi hjemmelavede kartoffelchips. De var lavet af tynde skiver af Blå Congo, den sjove kartoffel, der er blå hele vejen igennem. Den bevarer en del af farven, når den bliver friturestegt.

Ved samme lejlighed blev nogle pastinakker skåret i tynde skiver, og rødbeder af to sorter: Chioggia og Bulls Blood.

Fremgangsmåden er enkel nok: Rengør kartofler og rødder. Snit dem i ganske tynde skiver, og steg dem i varm olie. Brug en neutral olie som f.eks. rapsolie. Eller brug evt. jordnøddeolie, hvis der skal lidt smag med.

De færdigstegte chips lægges til afdrypning og drysses med lidt salt, f.eks. Læsø sydesalt.

De blå kartoffelchips smager som de almindelige kartoffelchips. Der er ikke noget særligt ved dem, bortset fra farven.

Pastinakchips er noget anderledes. De er faktisk rigtig lækre. Smagen af pastinak er tydelig og god.

Også rødbedechipsene har en god smag. Især de røde har en tydelig sød rødbedesmag, og bevarer farven godt. De bolchestribede smager også af rødbede, men ikke så kraftigt.

Hvis vi laver dét nummer igen, bliver det sikkert med de røde rødbeder og pastinak. Lækkert og enkelt.

Rødbede Chioggio
Skiver af rødbede Chioggio til rødbedechips.

Pastinakchips, blå kartoffelchips og rødbedechips
Pastinakchips, rødbedechips af to sorter og blå kartoffelchips.

'
 

© Copyright 2007, Gourmethaven. Oprettet: 17. November 2007.

9 online
free counters