Husdyr i drivhuset

Skrubtudsen Malthe er nu ikke længere ene om at arbejde med at holde bestanden af skadedyr i drivhusene nede. Vi har fået en skrubtudse mere. Den nye tudse er en pige. "Jamen kan vi ikke bare sige, at det er en dreng.", spurgte Aske. "Nej!" sagde Freja, "Vi har allerede en dreng. Vi har drenge nok!" Så det er en pige, ingen tvivl om det. Hun hedder Anne Katrine, og hun er Malthes kæreste. Hun er noget mere genert end Malthe. Hun gemmer sig, når der kommer nogen ind i drivhuset. Måske er det bare fordi hun ikke har vænnet sig til de nye omgivelser endnu. Nu er Anne Katrine og Malthe jo hverken gift eller noget. Derfor bor de i hver sit drivhus. Så dyden er i behold.

Freja nægter stadig at kysse Malthe. Hun synes, at far er fjollet. Det der med en forhekset prins er jo ikke rigtigt, det er bare eventyr, siger hun.

Tudser spiser forskellige småinsekter, bænkebidere, tusindben, biller og snegle. De kan også godt finde på at snuppe en regnorm, men dem er der så mange af, og det er iorden, når bare de også spiser sneglene.

Bær

Det er bærtid. Selvom det har været vådt og koldt, kommer der en del fine store jordbær, Hindbærrene kommer også fint. Det har været nødvendigt at rationere ungernes plukning, ellers når hindbærrene ikke at blive modne, inden de bliver spist. Ribsene har ikke haft så mange blomster i år, men der kommer da lidt. Solbærrene derimod giver desværre næsten ingenting i år.

Drivhusene

I drivhusene er det agurkerne, der vokser vildt for tiden. De har stået en lille smule stille i det kolde vejr, men lidt har de da givet. Nu er vejret blevet en lille smule varmere, og det har været lige akkurat nok til at der er kommet vildt gang i agurkerne og deres slægtninge.

En af de lidt sjove ting i år, som også er begyndt at skyde vildt i vejret, er achocha. Man kan sige, at achocha er en slags vild agurk, der gennem mange generationer har været dyrket af Inca'erne.

Det bliver interessant at se, hvor store frugterne bliver, og det bliver spændende at prøve at smage. Så får vi se, om de har en fremtid i gourmethaven.

Porrer i blomst

I et kartoffelbed er der mellemafgrøde af hestebønne. Det ser flot ud med de sort/hvide blomster, rager flot op over kartoffeltoppene. Og lige der, midt i det hele, har noget af en række med Musselburgh porrer fået lov til at overvintre. De flotte frøstande i mandshøjde er netop ved at bryde ud i disse dage. Så nu varer det ikke længe, inden blomsterne åbner sig, og insekterne skal på arbejde.

Musselburgh er en dejlig vinterporre med mørke, næsten blålige blade. Sorten er ret vinterhårdfør. Af de sorter, jeg havde i haven sidste år, er Musselburgh den sort, der har klaret sig bedst.

Frø af sorten Musselburgh er ikke i handelen herhjemme. Derfor blev et par meter stående for at give frø til de næste par år. Hvis de giver godt, bliver der også et par portioner til frøsamlernes medlemmer.

Hakkejernet

Et af de rigtig gode stykker værktøj er hakkejernet. Gangene er hurtigt ordnet, når man lige går en tur med jernet. Det er vigtigt at holde hakkejernet skarpt. Især her i den ret fede, lerede jord går det nemmere, når det er skarpt. 2 minutter med en metal-fil på skrå, så er jernet skarpt som en kniv. Men pas på. Et skarpt hakkejern er et farligt våben!

Også i bedene er hakkejernet effektivt mellem rækkerne, og efter års øvelse kan man med næsten virtuøs nøjagtighed snuppe ukrudtet uden at skade afgrøderne.

For et par år siden købte jeg en ringhakke. Den er gået hen og blevet favoritten i bedene. Risikoen for at komme for tæt på afgrødernes rødder er ikke nær så stor som for den almindelige hakke. Den klarer ganske vidst ikke så bredt et stykke ad gangen, men den er rigtig god at bruge mellem tætstående rækker, inden afgrøderne dækker jorden helt.

Læs eventuelt også:

Snevejr i juni
Frøavl af porre
Achocha Achocha

Skrubtudse, Bufo bufo
Her er Malthes kæreste, Anne Katrine. ER hun ikke smuk?

Porren blomsterstand
Porrens blomsterstand lige før gennembrud.

Achocha hunblomst med frugt
Achocha hunblomst med frugt

Jordbær og Hindbær
Jordbær og Hindbær.

'
 

© Copyright 2004, Gourmethaven. Oprettet: 13. Juli 2004.

9 online
free counters